Jeg bor mod vest ved kanten af øhavet

Altid første parket til den nedgående sols teater. Utallige skud er det blevet til i skumringstimen mod vest. 



Et kitschet motiv - men alligevel fanges og fascineres jeg på samme tid af den samme forestilling. Hvordan kan noget så ordinært blive ved med at tage opmærksomheden? Er det alderen eller klimaangst? 


De rolige vandrette linjer er dominerende. Farverne derimod vandrer og blander sig. I aften rosa, lavendel og dyb paynes.

Der er ikke så meget at sige. Ord falder til jorden. I stedet kan man jo transformere de utallige oplevelser gennem sine redskaber og på den måde gemme den ordløse følelse.

   

Indsend en kommentar